En fysiker foreslår , at han ville kunne lave en computer, som kunne beregne projektilets bane, på 100 sekunder.
Det ville koste den amerikanske hær en halv million dollars, men desperate efter at være på frontlinjen, når det kom til krigsmaskiner, gik de med til forslaget. Fremstillingen af ENIAC gik i gang. John Mauchly som var fysiker og John Presper, en elev med talent inden for ingeniørarbejde begyndte fremstillingen af maskinen.
Velvidende at deres venner var på den anden side af Atlanten og døde i krig, kunne det ikke gå stærkt nok. Selvom de havde den største motivationsfaktor i verden, skal man stadig huske på at de startede fra ”scratch”.
De skulle selv designe, teste, bygge, og sørge for alt fungerede, som de havde intentioner om. Noget som ENIAC var aldrig blevet bygget før, og den var næsten 30 meter lang og vejede 30 tons. Efter to års intenst arbejde blev ENIAC færdig, to måneder efter at japanerne overgav sig.
Selvom ENIAC ikke var med til at vinde krigen, var den stadig et vidunder for sin tid med sine utrolige egenskaber for at lave fantastiske udregninger p
å sekunder.
Selvom den var fantastisk, manglede den dog stadig nogle af de egenskaber, man finder i nutidens computere.
Den var primitiv og kunne ikke foretage logiske valg. Nu kom det store spørgsmål så: For selvom ENIAC var så fantastisk til det den kunne, ville folk så virkelig have den på det tidspunkt i historien. Spørgsmålet om” man kunne bygge en virkelig praktisk computer” opstod.
John Von Neumann
Kort efter slutningen af anden verdenskrig udgav John Von Neumann et skrift, som skulle være afgørende for fremtidens computere. Han var en mand med fotografisk hukommelse og var også med under Manhattan Projektet til fremstillingen af den første atombombe. Papiret omhandlede ENIAC. og hvordan den var blevet bygget, da Von Neumann også her var med som rådgivende professor. Det nye, som John Von Neumann fremstillede i sine papirer, var, at fremtidens computere skulle kunne huske de data, man fodrede den med, så man ikke hele tiden skulle stille på programmeringen for data. Disse interne programmeringer skulle være med til at give computeren en forståelse for, hvordan den skulle behandle forskellige data afhængig af, hvordan den havde gjort det førhen.
